Lysspil

”Hele dette vanvid, dette djævelske vanvid, giver os mulighed for at lave en stor film. Uden os ville det hele være på samme måde, ingen ville blive reddet, ingen ville få det bedre. Men filmen ville ikke eksistere”

Daniel Kehlmann er en af mine absolutte favoritforfattere. Det er ikke alt, han skriver, som jeg elsker, men han overrasker mig altid og giver mig en oplevelse udover det sædvanlige.

Kehlmann er underfundig, underspillet humoristisk og særdeles original.

”Lysspil”  er ingen undtagelse.

Ligesom det var tilfældet i Tyll og Opmåling af verden har Kehlmann her taget sit udgangspunkt i virkelige personer.

Romanen følger instruktøren Pabst, der som konsekvens af nationalsocialismens opblomstring i Tyskland tog til USA i 30érne. Men her skuffede filmindustrien ham, og da han kort før krigens udbrud må drage tilbage til sin fødeegn for at se til sin syge mor, er det med et knækket ego i bagagen. Derfor er han måske også et let offer for propagandaminister Goebbels, da denne begynder at lokke med store budgetter og kunstnerisk frihed.

Kehlmann skildrer kunstnerens Pabst´ søgen efter anerkendelse og hans egos stræben efter storhed. En stræben der sender ham på kollisionskurs med sine egne værdier, og som i stigende grad tvinger ham til at lukke øjnede for realiteterne. Lysspillet er kameraets indkapsling af lys og skygger på film, men det er også den enkeltes balance mellem lys og skygge – mellem godt og ondt.

Pabst bevæger sig på kanten og fortaber sig i sin egen kunst på bekostning af sin egen forstand. Hvor meget kan man lyve for sig selv førend man mister forstanden?

Persongalleriet omkring Pabst er også interessant. Hustruen der gennem årene gradvist har mistet sig selv i troen på kærligheden. Kameramanden der (måske) mister hukommelsen for at glemme sin egen dårlige samvittighed.

Kehlmann skildrer situationer og stemninger med sans for de små detaljer. Særligt formår han med humor og absurditet at skildre det grimme og ubehagelige.